[1]

Denne gang handler det om mine to ravne Hugin og Munin (som Snorre også har fortalt om i sin ældre Edda): De sidder på mine skuldre og skuer med skarprettede blikke, og alt, hvad de ser, hører og erfarer, hvisker de i mine ører. Om morgenen sender jeg dem ud over alverden, og når de vender tilbage ved aftenstide, hvisker de i mit øre, hvad de har erfaret. Deraf bliver jeg klog og vis på alt, som foregår i verden, og folk kalder mig ’Ravnegud’ eller ’Visdommens gud’.

------------------------------------------------------------

Betydning af ravnene og deres navne

I shamanistisk tradition repræsenterer fugle seerens eller shamanens sind, som kan flyve frit omkring over lange afstande uafhængig af hans krop. Ravnene knyttes også sammen med kampe og død, og som ligædere kunne de forbindes med Odin på slagmarken.

Hugin betyder på nudansk “at have i tankerne”. Hugin flyver til verdens ende for at opdage og erobre nyt land for menneskeånden. Med andre ord er Hugin ud- og fremsynet.

Munin betyder “mindes”, og Munin er ravnen, der ser tilbage – mindet eller erindringen.

Fuglene tænker mere over tingene og hjælper Odin til at huske længere tilbage end almindeligt. De fremstår som personifikationer af Odins tanker, sind og erindring.

Med det in mente giver verset fra den ældre Edda, Grímnismál, vers 20 god mening:

”Hugin og Munin flyver hver dag
over jordens flade.
Jeg ængstes for Hugin
at mer’ han ej kommer;
dog mere jeg ængstes for Munin.”

I verset udtrykker Odin sin angst: “Jeg bekymrer dagligt at jeg kan miste evnen til at tænke, men jeg bekymrer mere, at jeg kan miste sindet/erindringen”. Han er bange for at miste sin hukommelse, og mange ældre mennesker kender dette den dag i dag.

Forstil dig, hvis Odin ikke havde Munin, ville han være historieløs og kun kunne tænke kortsynet. Det ville svække hans dømmekraft.
Hvis han derimod skulle undvære Hugin og dennes åbenhed og fremadrettethed, ville han kun kunne dømme ud fra sit historiske perspektiv og blive bremset af romantikken om at ”alt var bedre før” – symptomet.

I Eddaen berettes det, at Munin har et ekstra lod i vægtskålen. Altså at vores minder eller erindringer vejer mere end fremsynet og udsynet.
Vi er tilbøjelige til at glemme den ene ravn frem for den anden. Men begge er nødvendige for en god balance. For at lukke denne lille filosofiske lommeuld-fortælling kan vi måske komme frem til, at hvis vi har begge fugle med, bliver vi mere fuldendt som menneske. Dette fine digt beskriver det perfekt:

Vi er ikke kun det, vi er eller var.
Vi er også det, vi gerne vil blive,
og det vi drømmer om.[2]

[1] Tegningen er fremstillet efter en lille metalplade, fundet på en plads i Uppsala, dekoreret i 600-tallet. Fra ’Gyldendals Leksikon om Nordisk Mytolog’ af Finn Stefansson.

[2] Refleksioner: Årsskrift 2011