Som alle gode begyndelser vil min første fortælling handle om selve skabelsen i den nordiske mytologi. Her fandtes Niflheim og Muspelheim og imellem dem tomrummet Ginnugagab, der førte til de forskellige verdener, hvor guder, mennesker og jætter levede.
Fortællingen er baseret på Snorri Sturlusons ”Edda”. Jeg har forsøgt at gøre den mere læsevenlig uden at ændre i indholdet. Rigtig god læsning!

Før guderne, jætterne og menneskene befolkede verden, fandtes der mod nord kun den kolde verden Niflheim, der udelukkende bestod af mørke, tåge og is. Her herskede dragen Nidhug.
Modsat, i syden, lå det varme Muspelheim, der blev behersket af Surt, vogteren af ilden og flammerne.

Fra Niflheim strømmede det iskolde hav ud i Ginnugagab, og blev til isblokke. Da de mødte Muspelheims flammer i Ginnugagab, smeltede de, og ud af den neddryssende rim fødtes urjætten Ymer. Isen blev ved med at smelte og frembragte en ko ved navn Audhumla. Koen stod på Ymers hoved, og han drak den mælk, der flød i stride strømme.

Med maven fuld af mælk faldt Ymer i søvn og begyndte at svede. Af hans armhulers sved opstod der en mandlig og en kvindelig skikkelse, og hans fødder avlede en søn. Disse tre var jætter, og de befolkede snart Ginnugagab. Ymer sov stadig, og pludselig dukkede det første menneskehår op på hans hoved…

Efterhånden blev det til en hel mand, som fik navnet Bure. Bures søn Borr giftede sig senere med jættekvinden Bestla, og de fik tre sønner sammen: Vile, Ve og Odin, altså MIG. Vi var de allerførste Aser.

Vi besluttede at dræbe Ymer. Hans blod oversvømmede alt og alle omkom, undtagen Bergelmer og hans kone.

Af Ymers krop byggede vi verden. Hans kød blev til muld, deraf skabte vi jorden. Hans blod blev til havet, hans knogler til bjerge, knoglesplinter til sten og klipper. Af Ymers hjerneskal formede vi himmelhvælvingen, og vi satte fire dværge til at holde den oppe: Nordre, Søndre, Østre og Vestre.

Gløderne fra Muspelheim satte vi på himlen for at lyse over verden, og de to klareste blev solen og månen.
Den sorte jættekvinde Nat (mørket) fik en vogn og hesten Rimfaxe, hvis våde manke efterlod dug, og Nats søn Dag, der var lys og skinnede som sin far, asen Delling, fik en vogn trukket af Skinfaxe, der oplyste himlen og jorden.
Nat og Dag kørte nu på skift hen over himlen en gang i døgnet.

Da vi hørte, at manden Mundilfare kaldte sine to vældig smukke og strålende børn Måne og Sol, blev vi så vrede, at vi tvang de to børn til fremover at styre vognene med henholdsvis månen og solen. Sols vogn blev trukket af hestene Årvågen og Alstærk og jaget af ulven Skoll, der havde sat sig for at sluge solen en dag, Månes vogn blev trukket af Alvider og jaget af ulven Hate. Pga. denne jagt løber sol og måne så stærkt over himlen.

En dag, på en tur langs stranden, fandt vi to træstammer, som var drevet i land, og besluttede os at konkurrere i runetrolddom. Jeg formede manden Ask og kvinden Embla og gav dem liv. Vile gav dem forstand og førlighed, og Ve gav dem sanser. For at beskytte Ask og Embla for jætterne, byggede vi et hegn af Ymers øjenvipper. Stedet kaldte vi Midgård og landet udenfor Udgård eller Jotunheim (jætternes hjem).

Midt i menneskenes land, højt hævet over alt andet, skabte vi Asgård og forbandt verdenerne med regnbuen Bifrost, som vi kunne bruge til at komme frem mellem dem.

Således gik det til, at vi guder, jætterne og menneskene fik hver deres verden at leve i.

---------------------------

Underligt er, at Yggdrasil senere på intet tidspunkt bliver nævnt i skabelseshistorien, selvom dette træ havde en stor og central rolle hos os. Yggdrasil var verdens akse, og myterne understreger vigtigheden af, at træet aldrig må gå ud. Det nævnes dog kun i Vølvens Spådom, hvor det fortælles, at træet blot var et lille frø i jorden, da jætterne blev til.

Tak fordi du læste med, og hold øje med min næste Odins Fortælling her på siden.