Arkæologer finder to vikingesværd, der står oprejst i gravhøj
På en gravplads i nærheden af den svenske by Köping, der ligger sydvest for Stockholm, har arkæologer gjort et besynderligt fund: To vikingesværd, der for omkring 1.200 år siden blev efterladt i opretstående tilstand i to grave.
Arkæologerne opdagede det ene af sværdene i et område med cirka 100 grave, der stammer fra cirka år 600 til 1000, da de kunne se håndtaget stikke op af jorden i en af gravhøjene. Der er blevet fundet omkring 20 vikingesværd i området, men det er ifølge arkæologerne lidt af en sensation, at de har fundet de to eksemplarer uberørt og stående på den måde.
(Udover sværdene blev der også fundet brændte menneske- og dyreknogler, en spillebrik, dele af en kam og bjørneklo i gravene. (Foto: Arkeologerna, Statens historiska museer - CC BY)
Arkæologerne har ikke et endegyldigt svar på, hvorfor sværdene var sat i gravene på den måde, men det er bemærkelsesværdigt, at de er sat meget lavt i jorden.
Deres teori er derfor, at det har været meningen, at man har skullet kunne se og røre ved sværdene og på den måde mindes de døde.
Her kan du finde et vedhæng med et legendarisk vikingesværd.
Artiklen er bragt i Videnskab.dk den 1 nov. 2022 skrevet af Jso.
Kilde: https://videnskab.dk/naturvidenskab/unikt-fund-arkaeologer-finder-to-vikingesvaerd-der-staar-oprejst-i-gravhoej?fbclid=IwAR1mDYuAO3L3I33ruCsyAWPzvjzhTFKEHy-tW3mrjrdoDTN8EuOXLJc7pq4&fs=e&s=cl