Kundecenter
 x 

6_Regnar_mini.jpg

 

I nutidens populære TV serie ’Vikings’ følges hovedpersonen Regnar Lodbrog, men har Regnar eksisteret, og har han været på togt i England?
De informationer, som jeg har kunnet finde om Regnar Lodbrog, er i højere grad baseret på saga beretninger end på historiske fakta. Selve navnet findes i mange myter og sagaer, og meget tyder på, at en konge ved navn Regnar virkelig har regeret i vikingetiden. Bl. a. fandt jeg en beretning om hans togt til de franske byer Rouen og Paris i 845.
Regnar fik angivelig 11 sønner, og i den engelske kronik findes Ivar Benløs, som var deres leder og den ældste bror.

Her kan du læse tre sagnhistorier om Regnar Lodbrog, og så kan du selv vurdere, hvor meget inspiration tv-serien har fundet i sagaerne om denne danske vikingekonge. Jeg synes i hvert fald, at der er visse sammenligninger. Se selv - jeg ønsker dig rigtig god fornøjelse ved læsningen.


I - Hvordan Regnar vandt datteren af Herreød jarlen af Gøtland, Tora, til ægtekvinde

Herreød Jarl i Gøtland havde en datter, der hed Tora. Hun var hans eneste datter og vidt kendt, fordi hun var så smuk. Man gav hende tilnavnet Borgarhjort eller Hinden i Borgen. Han lod bygge et jomfrubur til hende med fast indhegning omkring. Jarlen plejede hver dag at give sin datter et eller andet i gave; en dag bragte han hende en lille orm. Hun fandt den så smuk, at hun gemte den i en æske sammen med lidt guld. Ormen voksede, sammen med guldet, som den lå på. Snart var den så stor, at den ikke havde rum i æsken, men den blev ved at vokse, indtil den var så stor, at den lå udenfor jomfruburet. Hver dag krævede den en okse i føde, og ingen turde komme den nær, undtagen den mand, som gav den føde. Jarlen blev uhyggelig ved alt dette, og han lovede, at den, som kunne fælde ormen, skulle få hans datter til ægte og i medgift alt det guld, som den lå på.

Kongesønnen Regner i Danmark var femten år gammel, da han hørte om alt dette. Han lod sig da sy klæder: en lodden kåbe og lodne bukser, og lod dem koge bleg. Så drog han til Gøtland og lagde sit skib ind i en vig. Tidlig om morgenen stod han op, iførte sig sine lodne klæder og tog et stort spyd i hånden. Alle jarlens mænd lå og sov, da han nåede til kongegården. Han stødte spyddet i ormens ryg, første og anden gang; den krympede sig så stærkt, at skaftet knækkede, og lod sit liv stort gny, idet Regner vendte sig bort, ramte blodstrålen ham, men den skadede ham ikke på grund af hans kåbe. Ved drønet vågnede alle i kongegården; Tora så den store mand gå bort fra buret, hun spurgte om hans navn, men han svarede ikke. Da mændene kom ud, fandt de ormen død og et stort spydblad siddende i såret. Da ingen kunne nævne ornens banemand, lod jarlen stævne ting, og befalede at alle, der i hans land, skulle give møde. På tinget lod jarlen frembære det afbrudte spydblad og meddelte at den, som ejede det skaft, der passende til det, skulle få Tora Borgarhjort til ægte. Nu går en mand om med spydblad, men ingensteds er der nogen, som har det tilsvarende skaft. Endelig kommer de til Regner og hans flok, de står yderst på tinget; han svarer, at det er hans spyd, og fremviser skaftet, der passer til det. Nu blev der holdt bryllup mellem Regner og Tora Borgarhjort. Hun drog med ham til Danmark og fødte ham to sønner, Erik og Agnar, men hun døde ikke længe derefter.

II - Hvorledes Regnar blev gift med en husmandsdatter, der var så smuk, at man aldrig havde set mage, men slet ikke var nogen husmandsdatter, og hvordan Ivar Benløs blev til

Regner var ofte på vikingetogt. Engang drog han til den sydlige kyst af Norge og lagde ind ved et sted, som hed Spangareid. Han sendte sine mandsvende op til et hus i land, for at de skulle bage brød. Men da de kom tilbage med brødene, var de alle brændte. Regner truede dem med streng straf; men de undskylde sig med, at der oppe på gården var en pige, så dejlig at de aldrig havde set hende mage, og at de ikke havde kunnet lade være at stirre på hende hele tiden.

Regner sagde; “Hvis det er sandt, hvad I fortæller, skal I slippe for tiltale; og nu vil jeg sende mænd at udforske den sag.” Han sendte de kyndigste af sine mænd med det bud, at hvis de fandt hende så smuk, som der var sagt, skulle de bede hende komme til Regner og være hans hustru, men hun måtte ikke komme nøgen og heller ikke påklædt, hverken mæt eller fastende, ikke ene dog ikke i nogen mands følge.

De fandt oppe på gården en gammel kælling der hed Grima, og en ung pige der hed Kraka, og hun var vidunderlig smuk. De bragte hende kongens bud, og hun lovede at komme næste morgen. Først vaskede hun sig ved bækken, så tog hun et fiskenet over sig og slog sit lange gule hår ud derover, så bed hun i et løg, men nød ikke anden føde; så kaldte hun på sin lille hund, men tog ikke noget menneske med sig. Således kom kun til Regners skib, og han indrømmende, at alle hans tre krav var rigtig opfyldt. Derefter førte hans hende hjem, med dig og holde bryllup med hende.

Kraka fødte Regner mange sønner. En var Ivar, der fik tilnavnet Benløs, fordi han kun havde brusk i sine lemmer, der hvor andre har ben, og han derfor måtte bæres frem. En anden hed Bjørn, den tredje Hvitsærk. Senere fødte hun ham endnu flere sønner. Da de blev store, drog de på vikingetogt, ligesom deres far gjorde.


III – Hvorledes Regnar besøger kongen Øjstein af Uppsala, men mødet udvikler sig ikke helt som planlagt og skaber dårlig stemning mellem de to

Regnar gæstede en gang kong Øjstein i Uppsala; han havde en datter, der hed Ingeborg. Om aftenen ved gildet overtalte Regners mænd ham til at bejle til kongedatteren i stedet for at have en husmandsdatter til sin ægtefælle. Han bejlede til hende, og hun blev trolovet med ham. Da han var på hjemvejen, befalede han sine mænd, at ingen af dem - strenge straf - måtte tale til nogen om hans forehavende.

Regner kom nu hjem, og der blev drukket velkomstøl for ham. Om aftenen satte Kraka sig på sin husbonds skød og spurgte om nye tidender. Hans sagde, at der ingen var. Senere da de var kommet i seng, spurgte hun ham atter: han svarede at der var ingen, at han var træt og søvnig. “Kan du ikke sige mig tidender, da kan jeg sige dig. Det kalder jeg tidender, at en konge fæster sig brud, især når han har en hustru i forvejen.” Han spurgte, hvem der havde sagt det. Hun svarede ham “Lad blot dine mænd beholde deres liv og lemmer. Der sad i træet over dig tre småfugle, de fløj forud og bragte bud derom, dog vil jeg bede dig at slå dette af sinde. Du skal vide at jeg ikke er nogen husmandsdatter, men et kongebarn. Min fader var Sigurd Fafnersbane, den navnkundigste konge, og min mor Brynhild Budledatter”.

Han spurgte, hvor det da kunne være, at hun bar så ringe et navn som Kraka. “Aslog er mit rette navn”, sagde hun, “og det andet navn har kun mine plejeforældre givet mig. Og vil du have kendetegn på min byrd, da kan jeg sige dig dette: Jeg skal føde en søn, og der skal være at se ligesom en hugorm i hans øje til minde om min far kong Sigurt, der dræbte Ormen Fafner”. 

Ikke længe efter fødte hun en søn, barnet blev lagt i faderens skød, for at han skulle give det navn. Han kunne se, at der var ligesom en hugorm i hans øje, og han sagde, at han skulle hedde Sigurt efter sin mors far.

Regner kom ikke til Uppsala til den tid, da hans bryllup med kongedatteren skulle have været. Deraf opstod der fjendskab mellem ham og kong Øjstein.

Herefter drog Erik og Agnar til Sverige for at tage kampen op med Kong Øjstein. Det lykkedes ikke, men det skal naturligvis nævnes hvilket Ivar Benløs tager sig af.

Regners ældste sønner, Erik og Agnar, besluttede da at drage imod ham. Kong Øjstein var meget frygtet for sin store magt og fordi han havde en troldeko, der altid skaffede ham sejre i slaget. Da Erik og Agnar drog imod Uppsala, samlede Øjstein en ustoppelig hær og stillede sin troldeko foran den. Da hærene var lige ved at støde sammen, gav koen et brøl, så alle i den danske hær blev slået med rædsel og forvirring og begyndte at kæmpe indbyrdes. Erik og Agnar stred bredde tappert, men sidst faldt den ene af dem og den anden blev fanget. Kong Øjstein tilbød Erik at skænke ham livet og at give sin datter til ægte. Men Erik svarede nej. De tilbød ham da, selv at vælge sin dødsmåde. Han befalede dem at plante spyd i jorden og at kaste ham i over dem, men inden da bad han om fred for dem af hans mænd, der havde overlevet kampen. Inden han blev kastet i spyddene, trak han en ring af sin arm og bad mændene om at bringe den til Aslog. Så forlod han sit liv.

Sendebuddene træf Aslog i kongegården. Hun havde slået sit hår ud for at kæmme det og lagt et linklæde over sig. De bragte hende budskabet, og til sidst rakte de hende Eriks ring. Da fældede hun tårer, røde som blod og hårde som haglkorn. Hun sagde “Dette kan ikke blive hævnet, førend Regner eller mine sønner kommer hjem.”

Regner Sønnerne kom hjem fra et vikingetogt. Aslog fortalte dem om deres brødre Erik og Agnars død og æggede dem til hævn. Ivar svarede “Det er vist, at til Sverige kommer jeg aldrig på grund af den megen trolddom, som har huse hos kong Øjstein.” Aslog æggende dem videre. Sigrut Orm-i-øje var da en lille dreng, der gik ved sin mors hånd; han sagde “Jeg vil sige, hvad jeg synes der skal svares:

Ej skal moder sørge.
Inden trende dage
skibe ud fra landet
skrider over bølgen.

Da sagde også brødrene, at dette var ret svaret. Brødrene landede nu i kong Øjsteins rige og rasede med ild og sværd. Øjstein samlede en stor hær og satte troldekoen foran den. Ivar befalede, at man skulle bære ham foran den danske hær, og at man skulle skaffe ham et buetræ så stort, som ingen før havde haft, og tilsvarende pile. Tillige befalede han alle krigerne, at de skulle slå på deres skjolde, så at det overdøvede troldkoens brøl. Så rykkede hærene imod hinanden. De danske gjorde stor våbenbrag. Men da koen begyndte at brøle, var det ligesom hele hæren tav og kun den brølede; de danske krigere blev forvirrede og gav sig til at kæmpe indbyrdes. Da spændte Ivar sin bue, så let som om det havde været en almgren, han bøjede, og skød en pil lige i øjet på dyret. Og han spændte anden gang og traf i det andet øje. Koen styrtede rasende frem; da bad Ivar sine bærere om at kaste ham lige over på den. Da han faldt ned på dyret var han så tung, at han knækkede dens ryg, Han bad mændene om atter at løfte ham op, og da råbte han over hele hæren, så at han standsede den indbyrdes kamp, og førte dem alle mod fjenden. Svenskerne blev slået. Kong Øjstein og mange af hans folk faldt.

Siden drog Regners sønner på vikingetogt til fjerne lande og vandt sig stort ry og megen rigdom.

>>> Hvis du følger med i tv- serien Vikings, skal du ikke læse videre. For her kommer Regners sidste bedrifter og hvorledes hans sønner søger faderhævn sig og bekæmper Kong Ella, som fik den velkendte vikings straf kaldt blodørn. <<<

Regner tænkte til sidste på, at han ville udføre et værk, der ikke mindre, end hvad hans sønner øvede. Han lod da bygge to meget store skibe. Aslog spurgte om, hvortil de skulle være. han svarede, at han ville drage mod England uden flere skibe end to. Aslog rådede ham til hellere at tage flere skibe og mindre; det var farlig at lande på den engelske kyst, især med dybtgående fartøj. “Der vindes lidet ry ved at indtage et land med mange skibe; men ingen har før hørt, at et stort rige er vundet med to; men hvis jeg bliver slået, er det bedre, jo færre skibe jeg har.“ Ved afskeden gav Aslog ham en silkesærk, som hun selv havde vævet helt i et stykke: hun sagde, at våben ikke kunne trænge igennem den.

Begge Regners skibe strandede på Englands kyst, men han slap i land med madskabet. Da kong Ella hørte, at der var kommet fjender i landet, samlede han en stor hær fra sit rige. Han befalede sine mænd, at de ikke måtte fælde modstandernes høvding, men tage ham til fange; for hvis det var Regner, havde han sønner efter sig, som nok var i stand til at hævne hans død. Regner rustede sig til striden; han havde kun den silkesærk, som Aslog gav ham, dertil hjelm på hovedet og det spyd, hvormed han havde dræbt ormen. Han ryddede sig vej gennem englændernes hær, men hans folk bukkede under for overmagten, og til sidste blev også han tæt omringet og klemt mellem skjolde.

 Kong Ella spurgte ham, hvem han var. Men han svarede intet. Da sagde kongen, at man vel skulle få ham til at tale, og befalede at kaste ham i ormegården; dog hvis det var Regner skulle de straks trække ham op. Han sad dernede, uden at ormene fik bid på ham. Ella befalede at trække klædningen af ham. Da hængte alle ormene sig på. Man hørte ham da sige “Grynte ville grisene, hvis de kendte galtens nød.” Efter det døde han. Så forstod Ella, at det havde været Regner.

Ella pønsede nu på, hvorledes han kunne få udforsket Regnersønnernes sind, og han besluttede selv at sende bud til dem om deres fars død. - Han befalede sendemændene nøje at holde øje med, hvorledes hver af dem modtog dette budskab. De kom ind i kongehallen og gik frem for højsædet, hvor Ivar sad; Sigurt Orm-i-øje og Hvitsærk var ved brætspillet, Bjørn stod og glattede på et spydskaft. Da sendemændene bragte den engelske kongens hilsen og budskabet om deres fars død, standsede hver af dem med sit. Men da de kom til de ord, at grisene ville grynte, når de hørte galtens nød, knugede Bjørn spydskaftet, så det sprang itu. Hvitsærk klemte tavlbrikken så hårdt, at blodet sprang ud under hver negl; Sigurt havde siddet med en kniv i hånden, nu satte han den i fingeren, lige til benet, uden at han mærkede det. Derimod spurgte Ivar nøje ud om alt, og man så ikke andet på ham, end at han blev snart rød, snart bleg. Hvitsærk sprang op og sagde, at dette skulle hævnes og at man straks skulle dræbe Ellas sendebud; men Ivar svarede, at de skulle rejse i fred. Således kom de tilbage og meldte alt, hvad de havde oplevet. Ella sagde, at det var Ivar, de måtte frygte mest.

Snart efter drog brødrene på togt til England, men Ivar ville ikke være med. De blev slået og måtte vende hjem. Ivar drog da alene over til kong Ella og spurgte, om han ville give ham nogen bod for hans fars død; han bad blot om at meget land, som han kunne omspænde med en oksehud. Heri samtykkede Ella. Ivar lod da tage en stor oksehud, og lod den bløde og udspænde, dette gentog han tre gang; dernæst lod han den skære i smalle strimler og skilte hårsiden fra kødsiden. Således fik han en rem ud, som kunne strække sig over så stort et stykke land, som ingen havde ventet sig; og på dette land anlagde han en hel by. Så sendte han bud til sine brødre og bad dem om at sende ham alt det guld og sølv, de havde at råde over. Han uddelte guldet og sølvet til mange af de engelske stormænd og gjorde sig således til venner med dem. Dernæst sendte han bud til sine brødre, at hvis de ville søge faderhævn, var det den rette tid. De samlede hele deres hær og drog over. Ella samlede mandskab imod dem. men mange holde sig tilbage, fordi de havde fået gaver af Ivar. Da det kom til slaget, blev Ella fanget og brødrene ristede en blodørn på hans ryg. Det skete på den måde, at man skar ribbenene løs og bøjede dem tilbage ligesom et par vinger. Under disse pinsler døde Ella. Men Regners sønner underlagde sig hans rige og udførte mange andre storværker.

Regnar Lodbrog blev hævnet og brødrene indledte flere års erobringstogter i England.

Det bliver spændende at se, hvorledes tv- serien følger hans endelige og sønnernes grusomme hævn.
-------------------------------------------------------------------------------------------------
Historien og billedet er taget fra bogen: Danske Heltesagn - Tekst af Axel Olrik - Illustreret af Lorenz Frölich

 

Grid visning
Liste visning

Copyright © 2017 Odins Klinge

Sitemap