Skip to main content
cookie

Et mærkeligt begravelsesritual fra vikingetiden

maxresdefault

Arkæologer har fundet et højst usædvanligt begravelsesritual i Norge - og de ved faktisk ikke helt, hvad deres fund skal betyde. Så lad os begynde fra begyndelsen. 

I slutningen af det 9. århundrede døde en vikingekvinde i byen Vinjeøra, som ligger cirka midt i landet. Hun blev begravet i en fin kjole, som foran på brystet var lukket med flere store brocher i bronze. Derudover lå smykker, sakse - og et afhugget kohovede rundt om hende. 

Ifølge forskerne tyder dette på, at hun ikke har været en hvem-som-helst. Det skriver Norwegian SciTech News.

Så langt så godt. Og indtil videre er det faktisk en ret normal begravelse, årstallet taget i betragtning. 

Men nu bliver det mystisk: Vikingerne valgte ikke at begrave kvinden i en gravhøj. De åbnede i stedet en anden grav, hvor en mand hundrede år tidligere var blevet begravet i en stor båd. 

Vikingerne placerede således den afdøde kvinde i en mindre båd og lagde den oven i den store. For derefter at lukke graven igen. 

Arkæologerne ved NTNU Videnskabsmuseet i Trondheim, som har fundet graven, kalder det er mysterie. For hvem var manden og kvinden? Og hvorfor blev de begravet oven i hinanden - med hundrede års mellemrum? 

Næsten alt træet fra bådene er rådnet væk, men de mange bådnitter, som holdt sammen på træet, lå stadig på deres oprindelige pladser. Og de viste forskerne, at der altså var tale om to forskellige både oven i hinanden. 

»Jeg havde hørt om op til flere grave med både før, men jeg havde aldrig hørt om en båd, som blev begravet i en anden båd. Forhåbentlig er det muligt for os at undersøge DNA fra kranierne, så vi kan få mere information,« siger Raymond Sauvage, arkæolog ved NTNU Videnskabsmuseet. 

Derudover har arkæologerne allerede studeret en af kvindens brocher, som indikerer, at hun oprindeligt kom fra Irland. 

broche viking

En af de kors-lignende brocher, som vikingekvinden havde på, da hun blev begravet. Vikinger brugte typisk smykker og lignende til at signalere status i samfundet. (Foto: Raymond Sauvage)

Manden i den store båd var blevet begravet med et spyd, et skjold og en bestemt type sværd. Gennem undersøgelserne af disse kunne forskerne datere denne grav tilbage til det 8. århundrede. 

Raymond Sauvage påpeger, at det nok ikke er tilfældigt, at manden og kvinden er blevet begravet sammen. "De har sandsynligvis været i familie med hinanden. Datidens vikinger fra Vinjeøra vidste nok med ret stor sikkerhed, hvor de havde begravet folk, fordi man havde overleveret informationen gennem generationer", forklarer Raymond Sauvage. 

Udover de to både, som blev begravet oven i hinanden, og de interessante gravfund er forskerne også begejstrede over placeringen af selve graven - eller gravene. Den er nemlig placeret på kanten af en af de største høje i området tæt på kanten af en klippe. Som en slags udkigspost ud over fjorden. »Sammenhængen mellem de to bådgrave og sammenhængen mellem gravene og placeringen på højen er yderst interessant,« uddyber forskeren. 

LÆS OGSÅ: Mand blev begravet med en hest og en hund, viser sjældne vikinge-skibsgrave i Sverige
LÆS OGSÅ: Sådan så vikingeskjoldet ud
LÆS OGSÅ: Udgravninger afslører 50 meter land vikingehal. 
mtl

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk. Artiklen er skrevet af "andre skriver" og udgivet den 21-11-2019.

× Progressive Web App | Add to Homescreen

Tryk på ikonet for at installere denne webapp på din iPhone/iPad. Progressive Web App | Share Button Og derefter Tilføj til startskærmen.

× Installer webapp
Mobile Phone
Offline - Ingen internetforbindelse