Kundecenter
 x 
  • Hjem
  • VikingeNyt
  • Vikingerne snød hele Europa med finurligt fupnummer

Vikingerne snød hele Europa med finurligt fupnummer

Artiklen er taget fra Historienet.dk 

I århundreder tjener vikingerne og deres efterkommere enorme summer på at sælge horn fra enhjørninger. Ingen har nogensinde set fabeldyret, men det siges, at væsenets lange, snoede udvækst i panden kan kurere sygdomme og rense vand. Selv små stumper af hornet kostede en formue.

Efter fem måneders sejlads til det nordligste Canada vendte englænderen Martin Frobisher den 23. september 1577 hjem til England med lasten fuld af 200 tons malm.
Den dristige opdagelsesrejsende antog, at de sorte klippeskærver i lasten på hans skib indeholdt guld i store mængder, men han blev skuffet.
Ved nærmere undersøgelse af kyndige fagfolk viste malmen sig at være værdiløs svovlkis – også kendt som narreguld.

Stenene endte deres dage som opfyldningsmateriale i Englands hullede veje, men heldigvis havde Frobisher et trumfkort, som med sikkerhed ville få dronning Elizabeth 1. af England og alle ekspeditionens øvrige sponsorer til at støtte en ny rejse til Canada.

I et brev til dronningen beskrev Frobisher den mest værdifulde skat, han havde fundet højt mod nord – et horn fra et dyr. Men ikke et hvilket som helst dyr:
“Dette horn er vredet og lige som et vokslys og har sandsynligvis tilhørt en hav-enhjørning”.

Hav-enhjørningens horn forærede Frobisher til dronningen, der anbragte det sammen med sine kronjuveler, for i slutningen af 1500-tallet var intet mere værdifuldt end horn fra en enhjørning. Rige fyrster betalte formuer for de lange, snoede statussymboler, og bare et enkelt kostede det samme som en borg.

Skandinaviske handelsfolk, som forsyner Europa med enhjørningehorn, tjente stygt på forretningen, men det hele var ét stort fupnummer.

Vikingerne solgte falske horn

Svindlen med enhjørningehorn kan spores helt tilbage til vikingetiden. Under deres kolonisering af Grønland i 1000-tallet stødte vikingerne på narhvalen, som bærer en lang, snoet stødtand i panden. Stødtanden mindede om det horn, som ifølge middelalderens legender sad på hovedet af enhjørningen.

Hvem der fik idéen til fupnummeret med at kalde narhvalens stødtand for enhjørningehorn, ved ingen, men snart begyndte vikinger med handelstalent at sælge den for uhyrlige priser til købmænd og fyrster i hele Europa. Fupnummeret forblev en velbevaret hemmelighed, for i de næste godt 500 år rejste kun vikingerne og deres skandinaviske efterkommere langt nok mod nord til at møde narhvaler.

Først på Frobishers tid begyndte resten af Europa at besejle de iskolde vande nord for Canada i jagten på Nordvestpassagen – genvejen til Kinas fine silke og Indiens eftertragtede krydderier. Da Frobishers ekspedition i 1577 lagde til ved Christopher Hall Island, en ø i farvandet mellem Grønland og Canada, fandt hans mænd en død narhval på stranden.

Sådan et væsen havde de engelske sømænd aldrig set før, men hornet virkede bekendt. Derfor døbte Frobisher i mangel af bedre dyret hav-enhjørning.

Enhjørningen var nævnt i Biblen

Frobishers noget forhastede konklusion var ikke et udtryk for, at den engelske op­da­gel­ses­rej­sen­de var specielt enfoldig – han støttede sig ganske enkelt til Biblen, som klart og tydeligt skrev, at enhjørningen fandtes.

I Biblen blev dyret endda omtalt hele syv gange, og for 1500-tallets troende afgjorde det sagen – selvfølgelig var enhjørningen et virkeligt væsen.

At fabeldyret havnede i Biblen ved en fejl, kunne Frobisher umuligt vide. Fejlen opstod allerede før kristendommens opståen – nemlig omkring år 250 f.Kr., da den egyptiske farao Ptolemaios 2. beordrede 72 jødiske skriftkloge til at oversætte deres hellige skrifter fra hebraisk til græsk, så han bedre kunne forstå dem. Under oversættelsen stødte jøderne på et problem. Deres tekster havde flere referencer til et dyr kaldet “Re’em”.

På hebraisk blev dyret beskrevet som utæmmeligt, stærkt og frygtindgydende. Men ingen vidste, hvilket væsen der var tale om. Moderne bibelforskere mener, at de jødiske tekster sandsynligvis refererer til den to-hornede urokse, der på Ptolemaios’ tid allerede var uddød i Nordafrika og Mellemøsten.

De oprindelige jødiske tekster nævner intet om, at dyret havde et særligt horn, men faraos skriftkloge valgte alligevel at navngive dyret “monoceros”, hvilket kan oversættes til “et horn”. Oversættelsen blev ført videre, da de jødiske tekster blev til Det gamle testamente.

Videnskabsmænd beskrev fabeldyret

Ud over Biblen kunne opdagelsesrejsende som Frobisher slå enhjørningen op i såkaldte bestiarier – videnskabelige bøger om verdens dyreliv. Bestiarier var især populære i middelalderen, men selv i renæssancen, som Frobisher levede i, læste Europas elite disse kulørte værker om alt fra heste og køer til drager, Fugl Føniks og enhjørningen.

De fleste bestiarier var kendetegnet ved den totale mangel på feltarbejde og observation af dyr i naturen. I stedet sad forfatterne oftest i deres boliger og baserede deres værker på ældre tekster. Især den romerske politiker og forfatter Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) var populær læsning, og han beskrev enhjørningen i farverige vendinger:

“Enhjørningen er det drabeligste dyr i verden, og det er umuligt at fange en i live. Den har en hests krop, hovedet fra en kronhjort, fødder som en elefant, halen fra et vildsvin og et enligt horn, tre fod langt, i midten af panden”.

Biblen og bestiarierne fjernede al tvivl. Selvom ingen europæere var stødt på en vaskeægte enhjørning, måtte historierne om væsnet være den skinbarlige sandhed.

Overtro gavnede salget

Netop på Martin Frobishers tid toppede enhjørningehornenes popularitet. Efter århundreders indbringende handel med den efterspurgte vare blev de skandinaviske købmænd velsignet med en bog, som kom til at løfte priserne til astronomiske højder. I 1508 udgav den italienske eventyrer og opdagelsesrejsen Ludovico di Varthema beretningen om sin mere end fem år lange rejse i Mellemøsten og Asien.

Bogen rummede en beskrivelse af enhjørningehornets magiske evner, som Varthema med egne øjne havde set hos verdens dengang mægtigste mand, Osmannerrigets sultan.
“Horn fra enhjørningen modvirker pest, sot og gift. Det uddriver mæslinger og kopper og kurerer epilepsi hos børn”.

Ifølge Varthema, datidens læger og ikke mindst de skandinaviske sælgere var der ikke den sygdom, som hornene ikke kunne kurere, skrev Varthema. I løbet af 1500-tallet blev hans bog oversat til alle større europæiske sprog, og nu kunne hele Europas elite læse Varthemas fængslende beskrivelse af enhjørningehornets virkning.

Den skotske dronning Maria Stuart (1542-1587) købte i dyre domme et stykke af et enhjørningehorn i Frankrig. Med stykket testede hun hver dag sin mad for gift, da hun frygtede at blive forgivet af sine talrige fjender. Helt frem til den franske revolution i 1789 dyppede en tjener et stykke enhjørningehorn i den franske konges glas – for at forebygge giftmord. Andre styrtende rige adelige og kongelige fik helekrus fremstillet af enhjørningehorn – bare for at være på den sikre side.

Hornets påståede evne til at gøre vand rent fik sågar velhavende kirker til at placere et lille stykke i deres alterkar.

Enhjørningefeberen greb Europa

En italiensk forfatter besøgte England i 1500-tallet og beskrev landets rige klostre, der “ejer enhjørningehorn af ekstraordinære størrelser”. Ikke kun blandt religiøse bemærkede han englændernes hang til det efterspurgte horn. Adelige bar små stykker enhjørningehorn på sig, enten som en del af deres tøj eller som smykker, og når de satte sig til bords, var deres bestik, bordudsmykning og service også rigt dekoreret med enhjørningehorn, berettede han.

Med så meget positiv omtale steg priserne på enhjørningehorn atter, og deres himmelflugt illustreres måske bedst af dronning Elizabeth 1., som regerede Eng­land på Frobishers tid. I en opgørelse over hendes værdier blev et enhjørningehorn nævnt som det første og vigtigste.

Den tyske advokat Paul Hentzner besøgte dronningens hof og fik fremvist hornet, som han vurderede til at være 10.000 pund værd. Kongen af Frankrig ejede et horn, der efter sigende var det dobbelte værd. For så enorme summer kunne en konge købe en by eller opføre en større fæstning. Ikke kun hornet, men også enhjørningen selv blev et populært symbol på magt og rigdom. 

Kunstnere malede utallige billeder af jagten på det ædleste af alle dyr og jomfruer, der som de eneste kunne tæmme enhjørningen. Ethvert slot med respekt for sig selv fik billedhuggere til at fremstille en statue af en stejlende enhjørning til at trone over indgangspartiet. Londons guldsmede satte hesten med hornet i panden på skiltene over deres forretninger, og tal- rige europæiske adelsfamilier lod dyret pryde deres våbenskjold.

Dansker skød myten i sænk

Troen på enhjørningen og dens magiske horn varede, helt indtil den danske videnskabsmand Ole Worm i 1638 undersøgte sagen. Worm var en anerkendt forsker, som allerede havde modbevist myten om, at lemminger spontant opstod ud af det rene ingenting – de formerede sig tydeligvis på samme måde som andre gnavere.

Worm studerede enhjørningehorn nærmere og kunne snart konkludere, at der i virkeligheden var tale om narhvalens stødtand. Nyheden om Worms forskning spredte sig kun langsomt i Europa, men fik prisen til at styrtdykke, hvor den nåede frem. Et enhjørningehorn i Karl 1. af Englands samling var i 1630 blevet vurderet til 8.000 pund. I 1659 – godt 20 år efter Worms afsløring – lød vurderingen på sølle 600 pund.

Selvom Worm påviste, at hornene stammede fra narhvaler, var han overbevist om, at de havde helbredende kræfter. Blandet andet derfor blev de snoede horn fra narhvaler ved med at være populære statussymboler i et århundrede endnu – samt blive brugt som medicin helt frem til 1800-tallet.

Copyright © 2017 Odins Klinge

Sitemap