Kundecenter

cookie

 x 

De stærke vikingekrigere kom ikke ud af ingenting, men var resultatet af århundredes kampe, som prægede Vesteuropa, skriver arkæolog Jeanette Varberg i bogen "Viking". Læs et uddrag her

Vikingene opstod ud af Romeriget

Følgende boguddrag er fra side 24 til 27 i "Viking – Ran, Ild og sværd".

Vikingernes angreb på Europas kongeriger ligger i mere eller mindre litterært mørke indtil angrebet i 793 på klostret Lindisfarne, hvor de pludselig dukker op i verdenshistoriens oversigter. Vikingerne selv havde ingen skriftlig tradition, men det havde deres modstandere. De skræmte munke skrev i de kølige klosterstuer om de nordiske krigeres angreb, og det er gennem deres bevarede værker, at vi kender til mange af vikingeangrebene. 

Indtil kildernes spotlys begyndte at oplyse enkelte begivenheder, er vores viden om de konkrete magtforhold i vikingernes Skandinavien begrænset. Men det, vi kan se, er, at på kanten af et Romerrige, hvis magt krakelerede og gik i opløsning i Vesteuropa, begyndte det sydskandinaviske område, dvs. nogenlunde det område, vi i dag kender som Danmark og måske Skåne, at samle sig om én stærk kongemagt i løbet af 400-tallet.

Kongemagt og kongedømme skal derfor omkring år 500 forstås på den måde, at jernalderens folk havde en leder, en konge, som gennem sin kongelige blodslinje og militære magt ledte sit folk og forsvarede eller udvidede sit landområdes grænser. Konge er et protogermansk ord, som er mindst 2000 år gammelt. Det kommer af kuningaz, som igen kan spores tilbage til ordet kunja, der bedre kendes i dag i den irske version, klan. Altså er lederen – kongen – personificeringen af folket eller klanen ifølge sprogforskerne.

Grundlæggende kender vi tre protogermanske ord for ledere, der alle lader til at gå tilbage til ældre jernalder (500 f.v.t.-1 e.v.t.). De er alle sammen afledt af ord, der har betegnet en stor gruppe mennesker – en slægt, en stamme, et folk. Det andet ord er druhtinaz, som er afledt af ordet druhti, der betyder husholdning eller krigerskare. Det kender vi i dag fra det danske ord drot, som ordet dronning (på svensk drottning) er afledt af. Det tredje ord, þeudanaz, er afledt af ordet þeudo, der betyder folk. Ordet oversættes til konge på gotisk, som også er et germansk sprog, hvor det hedder þiudans. I den gotiske bibel fra 300-tallet oversættes det græske ord for konge eller kejser, basileus, til det gotiske ord for konge þiudans. Men det var ordet konge, som blev det mest fremherskende blandt Europas germansktalende folk.

Den norrøne version konungr er en afledning af det germanske ord med betydningen ”en, der hører til en fornem slægt”. De tidligste konger har altså været klanledere, en personificering af folket og leder af en krigsskare. Dermed er konge også et ord, som kan bruges om de første ledere af de skandinaviske folk, men uden at kongemagt er lig med statsmagt i moderne forstand. Den nyere historiske betydning af konge som statsoverhoved hører den sene middelalder til. Med andre ord ændrede kongens magt og særstilling sig gennem vikingetiden, og ordet skal derfor opfattes som en dynamisk betegnelse, der har sine rødder i jernalderen og ændrer karakter i kraft af kongemagtens udvikling gennem historien. Et kongedømme i jernalderen skal derfor heller ikke forstås som en stat, med et skattesystem og fastlagte love og regler, men som et relativt stort og fleksibelt landområde, som kongen dominerede og kontrollerede militært. Senere udviklede blandt andet danerne i Sydskandinavien noget, der kunne ligne et afgiftssystem, som blev pålagt andre nabo-områder, de erobrede eller dominerede militært. Men herom senere.

 

Kristendommen havde modsat andre tilsvarende religioner en stærk missionsdrift, som var praktisk for tidens kristne konger. Religionen forlangte ligefrem, at herskerne skulle erobre og omvende de folk, som havde en anden tro

Jeanette Varberg

I det arkæologiske materiale fra jernalderen ses også en forholdsvis stærk kongemagt lidt længere mod nord i området mellem Stockholm og Uppsala omkring 500-tallet, og regionale konger sad på magten langs den lange norske kyst, hvor de dybe £orde mundede ud i Nordsøen, og landbrugsjorden var bedst. Nye udgravninger viser, at den omfattende militære ekspansion fra Skandinavien så småt begyndte i Østersøregionen i den sidste halvdel af 700-tallet. Arkæologiske fund og nye naturvidenskabelige metoder er dermed medvirkende til, at vi har en større og større indsigt i de århundreder, der gik forud for de første beskrevne angreb fra Skandinavien. Det er således muligt at tegne et langt mere detaljeret billede af, hvilken samfundsmæssig og historisk baggrund vikingerne havde.

De stærke vikingekrigere fra Norden kom ikke ud af ingenting, men var et resultat af de århundreders kampe, som prægede Vesteuropa. I første omgang på grund af romernes erobringer og pres mod nord i Germanien, der skabte lokale folkevandringer og konflikter. Senere på grund af det modsatte; romernes tilbagetog og tab af magt, som medførte alvorlige omvæltninger for Europas mange folkeslag. Folkevandringstiden var skelsættende i europæisk historie. Fra år 376 til 568 vandrede germanske folk fra nord mod syd – og fra øst mod vest – og gennem kamp, forhandlinger og indviklet ægteskabspolitik opstod mange af de kongeriger, som senere skulle udgøre middelalderens Europa og dermed også lægge grund for vikingetidens krige (middelalderen i Europa regnes fra folkevandringstidens begyndelse i 400-tallet og frem til reformationen i 1500-tallet. Hvorimod man i Skandinavien først lader middelalderen begynde med vikingetidens slutning omkring 1050).

Samtidig etablerede kristendommen med den romerske kirke sig som den mest magtfulde religion i Vesteuropa – også selv om den germanske Odinkult vandt sig terræn under folkevandringstidens turbulente tid i 400-tallet. Kristendommen havde modsat andre tilsvarende religioner en stærk missionsdrift, som var praktisk for tidens kristne konger. Religionen forlangte ligefrem, at herskerne skulle erobre og omvende de folk, som havde en anden tro. Dermed var der et dobbelt incitament bag de nye kristne kongerigers kirke- og erobringspolitik; det gjaldt både om magt i dette liv og evig frelse i det næste.

I dette Europa blev Skandinavien og de slaviske stammer i Østeuropa de sidste, der formåede at holde fast i en ældgammel tro. En tro som havde rod i naturens hellige steder, i en skriftløs eller i bedste fald en magisk skrifttradition, hvor krigseliten og kongen havde kontrol med både runer, guder og mennesker. Hvor store fortællinger blev husket og genfortalt på vers i århundreder frem for at blive skrevet ned. At de flygtige sagn blev skrevet ned på pergament og fæstnet i vores kollektive historiske hukommelse, skyldes kristne skriftlærde. Det oldengelske digt om Beowulf, som første gang blev nedskrevet omkring 800-tallet, giver os et unikt indblik i Skandinaviens kongeriger i 500- og 600-tallet, og det germanske heltekvad Vølsungesagnet handler om burgundernes nederlag til romersk-hunniske styrker i slaget ved Worms i 436.

De er begge et billede på store intriger blandt folkevandringstidens herskerslægter, men digtene er også med til at tegne et billede af det kaos, som herskede, da romerne trak sig tilbage fra erobret land og overlod dets skæbne til de germanske folkeslag og hunnerne. Det blev frankerne, der efterhånden skabte det stærkeste rige, og med deres antagelse af kristendommen førte de dermed Europa ind på en fast kurs som et kristent kontinent, der allerede var påbegyndt af romerne. Frankernes magtpolitik havde afgørende betydning for den modreaktion, som kom fra de skandinaviske vikinger.

De hedenske krigskonger reagerede stærkt, da de kristne frankere i begyndelsen af vikingetiden med deres konge Karl den Store i spidsen gennemførte en hårdhændet tvangskristning lige syd for Skandinavien og direkte udfordrede Skandinaviens konger. Det, der skulle blive kimen til, at Skandinavien trådte i karakter som sømagt, og vikingetiden for alvor begyndte, kom i første omgang til udtryk i gentagne angreb på ubeskyttede klostre og modangreb mod den frankiske konge og senere kejser. På mange måder overlevede de gamle germanske krigeridealer således længst i Skandinavien. Her var Odin stadig kongeguden, og vildskaben på slagmarken blev set som den ypperste åndelige tilstand – frem for et liv efter døden og en drøm om Paradis. Skandinaverne ville for alt i verden undgå at blive en kristen provins i Frankerriget – og det er i det lys, vikingetidens begyndelse skal ses. Vikingeangrebene kom ikke ud af det blå. De var en del af en lang konflikt mellem Nordeuropa og Vesteuropa, som har sin rod i folkevandringstidens omvæltninger og magtkampe mellem krigskonger med hver deres tro.

- - -
Artiklen fortsætter under billedet.
 odins fra lejre arkæologiske fund

Odin fra lejre et af de arkæologiske fund som giver et klart billede af gudetilbedelse af Odin fra vikingetiden. Du an købe en kopi af dette smykke her. 

I århundrederne mellem Det Vestlige Romerriges fald og vikingernes klosterplyndringer blev et nyt Europa født ud af et kaos af vandrende og bekrigende folkeslag, skiftende alliancer mellem nye kongeslægter, etableringen af mægtige, flygtige germanske kongedømmer og kristendommens fremadstormende magt. Hele folk blev splittet, udryddet og glemt, mens andre havde held til at grundlægge store herskerdynastier. Så de samfund, vikingerne angreb, var på ingen måde fredelige selv, og på Europas slagmarker faldt langt flere ofre for frankernes krigsførelse end for vikingernes.

Så for at forstå Europas magtpolitiske struktur ved vikingetidens begyndelse, og det kaos der lå forud, indleder jeg første del af bogen med at spole tiden tilbage til 300-tallet og kaste et blik mod Romerrigets grænser i senantikken. For det er her, det hele begyndte.

- - -
Mange tak fordi vi måtte læse med. 
Vi glæder os til mere spændende læsning i denne nye bog. 

År og fred

Copyright © 2017 Odins Klinge

Sitemap

Designed by AHEADworX