Thrymskvida: Sagaen om Thor Brudefærd 

 

I hjertet af Jotunheim, landet af jætter og tordenbrøl, lurede Thrym, den storsindede konge af jætterne. En nat, drevet af dårskab og grådighed, stjal han Mjølner, hammeren smedet i hjertet af en daggryende stjerne, og skjulte den i dybet af sin forunderlige borg.

Da guderne opdagede tabet af Mjølner, rystede det Åsgård i sin grundvold. Thor, himmelens beskytter og Mjølners uforlignelige herre, brød ud i vrede og svor en ed, der rungede mellem verdenerne. Han ville genskabe sin elskede hammer og straffe den, der havde vovet at stjæle den.

- I BUNDEN KAN DU LÆSE HELE DIGTET -

Loke, gudernes snedige narr og Thor's fortrolige, hørte tordenbragets løfte og smed en plan i gudernes råd. "Lad Thor klæde sig som Frøya," sagde han, "og lad mig ledsage ham som hans tjenestepige. Så kan vi narre Thrym og få Mjølner tilbage."

Guderne tøvede, men ingen anden plan kunne matche Lokes snedighed. Thor klædte sig i den mest strålende brudekjole, og Loke dækkede sig i kvindedragt, hans skæg skjult under en skarlagen kjole.

De drog til Jotunheim, hvor Thrym ventede, overvældet af glæde ved at se Frøya. "Hvorfor er dine øjne så fulde af ild, og din mund så tavs, Frøya?" spurgte Thrym. "Aldrig har jeg set dig så mystisk."

Thor rakte ud efter vinen, drak dybt og svarede med en stemme, der lød som skvulpende bølger og buldrende torden. "Frøya har set så lidt til dig, kære Thrym. Savnet har næsten brændt hendes hjerte op."

Da hammeren blev bragt frem, blev den præsenteret for bruden som en velsignelse. Thor kunne mærke Mjølners kraft strømme igennem sig. Med et voldsomt ryk greb han hammeren, hans sande skikkelse blottet for verden.

Jætterne stirrede i skræk og forbløffelse, da tordenens herre gav efter for sin vrede. Mjølner susede gennem luften, og jætterne faldt som visne blade i efterårsstormen. Thrym, den uforfærdede konge, knælede for Thor og Mjølner og bad om nåde.

Thor, triumferende og sejrende, vendte tilbage til Åsgård som en æresbevist helt, hans hammer, Mjølner, tilbage i hans hænder.

Analyse: Thrymskvida: Thors Brudefærd

Thrymskvida er mere end blot en fortælling om tapperhed og snilde. Den handler om Thors villighed til at tilsidesætte sin stolthed og handle uden for sin normale komfortzone for at redde verden fra en skæbnesvanger trussel. Fortællingen illustrerer også den afgørende betydning af teamwork og tillid, som Thor og Loke udviser i deres dristige plan.

Sagnet er en påmindelse om, at selv de mægtigste og mest frygtindgydende væsener kan have brug for at tage utraditionelle metoder i brug for at overvinde overvældende odds. Det er en fortælling om styrke, snilde og den uovervindelige vilje til at kæmpe for retfærdighed.

Thrymskvida: Thors Brudefærd digtet oversat til dansk. 

1. Hør, I aser, | hvad Ase blev kvadet af Hår, før han til høje hov kom: det var ulykke | at være ugift, da han måtte Mjølner miste.

2. Vinden ved sin vinger | voldte han standse, briste viste han båndene; da han kom til ver den | af vrede skælvende, så han Thrym hos thurse sidde.

3. "Hvorfor er din for | fast i jorden?" sagde den enøjede | under sin hjelm. "Hvorfor er din farve | så forskellig fra Frøjas, så jeg tror, at din gang er den gudes?"

4. "Fuglen så jeg flyve, | fuglen så jeg gå, fuglen så jeg bringe | gudinden hjem; aldrig så jeg hende | stærkere trods, så hendes øjne lyste af ild."

5. Thrym sendte bud | gennem alle verdener, at Frøja skulde blive hans eje, og Mjølner han kræved | til ægteskabsgave, men lovet skulle først bruden blive.

6. Alferne gik | og såkorn skaffede, jættenes ansigt | blev skinnende bleg; men ham den syvende | Hår skabte, hans kind og bryst | voksede blodigt.

7. Guldringen han rakte, | der hovedsædet var, og guldene forgyldte blev bragt; alverne skulle | som brudepiger følge, thursene som trælle gå.

8. Himlen rystede | og rød som ild blev, da Mjølner ramte hinanden i møde; Thrym, ham jætten, | som huset ejede, skreg som en trold, | da trolden han blev.

9. Loke sad først | i Frøjas klæder, det var hans kunst, | at narre jætten; fuld af latter | han sad ved disken, til Mjølner ham bragte | den mægtige gud.

10. Det fik jætten | med jorden at møde, mændene lo | af den mægtige thurs; de troede, at Frøja | var fuld af drikke, så store sved han dryppede.

11. "Løft nu sløret, | læg nu sløret, til sejrens pris | skal det siges; og se, hvilken brud | der er Thrym til kommen, hvis hoved og hals | så hvid som sneglens er."

12. Op stod ham Thrym, | da han så sløret, viljeløs og vilde | var hans øjne; de døde faldt, | så snart de så Thor, det vilde løgn og listens spil.

13. Mjølner han fatted, | i fuld harme, slog den første thurs, | der sig viste; nu blev han gæst | og frygtelig vært, Thrym, ham jætten, | døde han siden.

14. Op stod Loke, | han stod ud af salen, og Thryms søster han skulde | til ægte vinde; da han så de smykker, | som Frøja havde, dé der hjemme var, | han tog og kasted.

15. "Her er dine smykker, | her er dine ringe, din brudegave | får du snart igen; men her er en gave | til dig alene, som jeg til dig nu vil give."

16. Så Thrym ham kasted | den mægtige hammer, til den klang om hans knæ, | han kun vidste, at den var; så han det så, | at ham den ejede, så han døde, | ham den dristige jætte.

17. Alferne satte sig | på den høje høje, både af lysmænd | og lyskvinder; hver mand må tro, | hvad ham lyster, men thi Thryms hævn | var den højest'.